Anetavle

En anetavle tager sit udgangspunkt i en proband i nyere tid og viser grafisk en oversigt over probandens forfædre (aner) tilbage i tiden. En opstilling i listeform af probandens aner betegnes tilsvarende en aneliste.

En efterslægtstavle er komplementær til en anetavle. Den starter i fortiden og følger slægtens spredning frem mod nutiden. I den genealogiske videnskab er stamtavler og stamtræer også efterslægtstavler, selvom betegnelserne ofte bruges i flæng også for anetavler eller en sammenblanding af de to typer tavler.

Anetavler og efterslægtstavler kan kombineres til slægtskabstavler. Konsangvinitetstavlen, der er den latinske betegnelse for slægtskabstavlen, angiver, at den omfatter dem, man er blodbeslægtet med.

Anetavlens opbygning

Udgangspunktet for en anetavle er en person, eventuelt et kuld helsøskende; men aldrig et ægtepar. Personen, som man begynder med, kaldes proband. Dette er endnu et latinsk ord, der betyder, at der skal bevises noget om vedkommende, nemlig hans afstamning. Når man laver en anetavle, vil man som regel anbringe sig selv som proband. Der er dog intet i vejen for at lave en anetavle for sine børn eller med helt andre personer som proband.

En anetavle er symmetrisk i sin opbygning. Probanden har to forældre, nemlig en far og en mor. Hver af forældrene har igen 2 forældre, som er probandens farfar, farmor, morfar og mormor, i alt 4 personer. Videre har probanden 8 oldeforældre og 16 tipoldeforældre. Sådan fortsætter det med en fordobling hver gang man bevæger sig en generation tilbage i tiden.

Den fortløbende nummerering

Den tyske genealog Stephan Kekulé von Stradonitz benyttede som den første i sin ”Ahnentafel-Atlas”, der udkom i 1898, et simpelt system til nummerering af anerne. Kekulés nummerering er langt det mest udbredte system såvel i Danmark som i hele verden. Mange af de mest udbredte slægtsprogrammer beregner Kekulés anenummer ud fra den valgte proband. Systemet består i, at man giver probanden nummer 1, hans far 2, mor 3, farfar 4, farmor 5, morfar 6, mormor 7, farfars far, altså den første af oldeforældrene, 8 og således videre. Af tallene kan man straks se, at kvinder har ulige numre og mænd de lige numre med undtagelse af probanden, der altid har nummer 1, uafhængigt af om det er en kvinde eller en mand. Det første nummer i en ny anegeneration angiver altid antallet af aner i denne generation. En persons fars nummer vil altid være det dobbelte af personens eget nummer, mens moren har det dobbelte nummer plus 1. Når man kender en persons anenummer, kan man altid placere vedkommende i systemet ved simpel regning.

Anesammenfald og aneforskydning

Anesammenfald illustreres lettest ved en anetavle hvor probandens forældre er fætter og kusine. Probanden har stadig 4 forskellige bedsteforældre, hvoraf de 2 er søskende. Men i generationen af oldeforældre er der kun tale om 6 forskellige personer i stedet for 8. I den efterfølgende generation er forholdet 12 forskellige personer ud af 16, derefter 24 ud af 32, altså et sammenfald på 25%, der fortsætter i de følgende generationer. De opståede huller, der vokser for hver generation, skal dog stadig nummereres, da der ellers ville komme uorden i systemet.

En speciel form for sammenfald forekommer, hvis der er en generations forskydning mellem 2 beslægtede personer, der gifter sig med hinanden. Hvis en mand gifter sig med sin kusines datter, opstår der ikke blot anesammenfald, men også aneforskydning. Det vil sige, at de samme personer kommer til at optræde både som oldeforældre og tipoldeforældre.