Danske kolonier: Forskelle mellem versioner

Fra DS-Wiki
Spring til navigation Spring til søgning
(Oprettede siden med 'Fra begyndelsen af 1600-tallet indledtes en ny etape i dansk historie: riget blev en kolonimagt. Formålet var at sikre landet forsyninger med kolonialvarer som krydderier,...')
 
 
Linje 23: Linje 23:
I Trankebar opførtes et fort, [[Dansborg]], i begyndelsen med hollandske kommandanter. Først i 1648 fik Dansborg en dansk kommandant efter et mytteri i garnisonen. Det skulle vise sig, at Trankebar lå godt for handel på Coramandelkysten, og kommandanten [[Berent Pessart]] drev en livlig handel, der imidlertid til sidst truede ham med gældsfængsel. I 1643 nåede en ny kommandant, [[Willem Leyel]], frem men kunne først indtage sin post efter en regulær belejring af fortet, og kastede sig i 1646 ud i dels at ombygge to af Dansborgs fire [[hjørnebastion]]er, dels at genoprette den danske [[kredit]] langs handelens ruter. Derved kom han i modsætningsforhold til Dansborgs [[garnison]], der afsatte ham. Lederen af mytteriet, [[Poul Hansen Korsør]], overtog kommandantposten men døde i 1655 og efterfulgtes af fæstningens [[konstabel]], [[Eskild Andersen Kongsbakke]]. Nayaken af Tanjore forsøgte at afpresse penge af danskerne, og Trankebars indiske befolkning søgte ly i fæstningen, der formåede at holde nayakens tropper borte. Også krige med mogulens ''nawab'' i [[Bengalen]] stod man igennem. Omkring 1660 lod Eskild Andersen opføre en mur rundt om byen til dennes bedre beskyttelse.  
I Trankebar opførtes et fort, [[Dansborg]], i begyndelsen med hollandske kommandanter. Først i 1648 fik Dansborg en dansk kommandant efter et mytteri i garnisonen. Det skulle vise sig, at Trankebar lå godt for handel på Coramandelkysten, og kommandanten [[Berent Pessart]] drev en livlig handel, der imidlertid til sidst truede ham med gældsfængsel. I 1643 nåede en ny kommandant, [[Willem Leyel]], frem men kunne først indtage sin post efter en regulær belejring af fortet, og kastede sig i 1646 ud i dels at ombygge to af Dansborgs fire [[hjørnebastion]]er, dels at genoprette den danske [[kredit]] langs handelens ruter. Derved kom han i modsætningsforhold til Dansborgs [[garnison]], der afsatte ham. Lederen af mytteriet, [[Poul Hansen Korsør]], overtog kommandantposten men døde i 1655 og efterfulgtes af fæstningens [[konstabel]], [[Eskild Andersen Kongsbakke]]. Nayaken af Tanjore forsøgte at afpresse penge af danskerne, og Trankebars indiske befolkning søgte ly i fæstningen, der formåede at holde nayakens tropper borte. Også krige med mogulens ''nawab'' i [[Bengalen]] stod man igennem. Omkring 1660 lod Eskild Andersen opføre en mur rundt om byen til dennes bedre beskyttelse.  


Vel beliggende for handel fra Coromandelkysten sydover til Ceylon og østover til [[Bantam]] ved [[Sundastrædet]], Japara på [[Java (ø)|Java]] og Macasser på [[Celebes]] udvikledes en søfart, der eksporterede indiske [[bomuld]]støjer og hjembragte til Trankebar [[nellike]]r, [[krydderi]]er, [[tin]], [[kobber]] og [[guld]]. Denne handel fremmedes af, at danskerne var [[neutral]]e i de indbyrdes stridigheder mellem hollændere og portugisere, som derfor lod deres handel ske under dansk flag. Og således levede kolonien i 29 år uden at se et eneste skib fra Danmark. Først den 31. maj 1669 nåede den danske fregat "Færø" til Trankebar. Under [[Frederik 3.]] havde man uden held forsøgt at sælge kolonien, men i stedet havde man fået en lille handelskoloni, som havde udviklet handelsforbindelser østover og erfaringer i at gøre handel i Ostindien, som skulle komme til nytte, da man i 1730 indledte et nyt handelsfremstød ved oprettelsen af [[Asiatisk Kompagni]].  
Vel beliggende for handel fra Coromandelkysten sydover til Ceylon og østover til [[Bantam]] ved [[Sundastrædet]], Japara på [[Java (ø)|Java]] og Macasser på [[Celebes]] udvikledes en søfart, der eksporterede indiske [[bomuld]]støjer og hjembragte til Trankebar [[nellike]]r, [[krydderi]]er, [[tin]], [[kobber]] og [[guld]]. Denne handel fremmedes af, at danskerne var [[neutral]]e i de indbyrdes stridigheder mellem hollændere og portugisere, som derfor lod deres handel ske under dansk flag. Og således levede kolonien i 29 år uden at se et eneste skib fra Danmark. Først den 31. maj 1669 nåede den danske fregat "Færø" til Trankebar. Under [[Frederik 3.]] havde man uden held forsøgt at sælge kolonien, men i stedet havde man fået en lille handelskoloni, som havde udviklet handelsforbindelser østover og erfaringer i at gøre handel i Ostindien, som skulle komme til nytte, da man i 1730 indledte et nyt handelsfremstød ved oprettelsen af [[Asiatisk Kompagni]].
== Kilder ==
* Heiberg, Knud: [https://slaegtsbibliotek.dk/931221.pdf List of Marriages registered in the Danish Church Register of Zion Church, Tranquebar], Madras 1935


==== ''Serampore'' ====
==== ''Serampore'' ====

Nuværende version fra 9. jul. 2022, 10:46

Fra begyndelsen af 1600-tallet indledtes en ny etape i dansk historie: riget blev en kolonimagt. Formålet var at sikre landet forsyninger med kolonialvarer som krydderier, the, kaffe, sukker, tobak og lignende.

Danmark havde i virkeligheden alle odds imod sig i denne politik. At der overhovedet kom et koloniimperium ud af det skyldes dels held, dels dygtighed. Heldet bestod i, at til trods for andre store sømagters (Spaniens, Portugals, Frankrigs, Hollands, Englands) mere end hundredeårige forspring i kolonipolitikken var der endnu ledige områder i Afrika, Asien og Amerika, som disse kolonilande enten ikke var opmærksomme på eller havde anset for så lidet værdifulde, at ingen af dem havde gjort noget for at sikre sig nogen overhøjhed over dem. Dygtigheden bestod i, at de danske udsendinge både fandt frem til disse områder og formåede at sikre dem for riget og den danske kolonihandel.

Fremgangsmåden ved den danske kolonidannelse var at oprette statsstøttede, men private handelskompagnier med kongelig deltagelse, tildelt omfattende eneret på handel og skibsfart på de støttepunkter, som det lykkedes dem at sikre. Disse rettigheder blev givet i form af en kongelig oktroy, der skulle gælde for en årrække, og som derefter kunne fornys eller ophæves. Denne fremgangsmåde betød to ting:

  • dels virkede handelskompagnierne som halvofficielle statslige udsendinge, hvis stilling efter forholdene kunne anses som den danske konges repræsentanter eller som privatforetagender. Som den danske konges repræsentanter kunne handelskompagnierne stille udsigt til statslige indgreb i sigte ved trusler, og som opkræver af Øresundstolden ved en af de vigtigste søgående handelsveje i verden aftvang den danske konge sig respekt overalt i verden. Som privatforetagender betød handelskompagnierne at eventuelle modsætninger med andre lande ikke opfattedes som egentlige statslige konflikter, der nødvendigvis udløste en krig. Derfor havde handelskompagnierne et forholdsvis stort råderum;
  • dels måtte handelskompagnierne med deres tidsbegrænset sikrede særfordele være interesserede i at udvikle deres kolonihandel og i at sikre, at kolonierne blev udnyttede på den bedst tænkelige måde. Med andre ord måtte deltagerne i handelskompagnierne være interesserede i vellykkede resultater men med faren for, at når de var opnået og kolonierne blomstrede, ville kongen undlade at forlænge særrettighederne og dermed gennem fritstilling af kolonihandelen virke til dennes yderligere fremme.

Handelskompagnierne blev således redskabet for den danske kolonipolitik og en uadskillelig del af denne.

Det skulle vise sig at være den rette fremgangsmåde for et land i Danmarks stilling. Skridt for skridt udvikledes det danske koloniimperium i alle tre verdensdele: Afrika, Asien og Amerika, ikke mindst understøttet af en officiel dansk neutralitetspolitik under tidens talrige krige. Udviklingen vendte først den dag, den danske stat (trods neutraliteten) blev angrebet og efter, at man efter anerkendelsen af en ny økonomisk virkelighed valgte at omprioritere sine målsætninger.

Kolonier i Asien

Det danske kolonivælde i Asien begyndte nærmest ved et held i uheld. I 1615 henvendte to indvandrede hollandske købmænd, Jan de Willum fra Amsterdam og Herman Rosenkranz fra Rotterdam, sig gennem Christian 4.s sekretær, Jonas Charisius, til kongen med anmodning om tilladelse til at oprette et ostindisk kompagni. Christian 4. var opmærksom på den fremgang, som et hollandsk ostindisk kompagni oprettet i 1595 havde haft og derfor velvilligt indstillet. Efter kort tid blev givet en oktroy, der lå så tæt på den hollandske som muligt for derved at gentage den hollandske bedrift. Ostindisk Kompagni fik eneret på at handle i Det magellanske Hav og Stræde, omkring Kap det Gode Håb og på alle de ostindiske lande, der viste sig imødekommende. Kongen fulgte oktroyen op med at indskyde 16.000 daler i kompagniet, mens københavnske borgere indskød over 60.000 daler og provinskøbstæders borgere 43.000 daler, mens adelige indskød 27.500 daler; i alt udgjorde den indskudte kapital næsten 180.000 daler.

Kort efter, i november 1617, fik kejseren af Ceylons gesandt, ridder af Solens Orden, Øverste i det kejserlige krigsråd og Storadmiral for den kejserlige flåde, hollænderen Marselis Boshouwer, foretræde for Christian 4. med et tilbud om en alliance mellem kejseren og den danske konge. Hvis kongen ville hjælpe kejseren mod dennes (portugisiske) fjender, ville han til gengæld modtage varer og kontanter og 12 års eneret på den ceylonske handel. Der var således lagt op til en vellykket start for det nye handelskompagni. Den 30. marts 1618 blev traktaten mellem de to lande underskrevet, og kompagniets skib "Øresund" begyndte rejsen mod Ceylon. Kaptajnen, hollænderen Roland Crappé, skulle ved ankomsten til Ceylon meddele kejseren, at en dansk flåde på fire skibe ville følge efter. Efter to års rejse nåede skibet frem til Ceylon, men i mellemtiden havde kejseren måttet indgå forlig med portugiserne, og da den kongelige flåde under ledelse af den danske adelsmand Ove Gjedde nåede frem til Ceylon, nægtede kejseren at have givet Boshouwer fuldmagt til at indgå traktaten.

Imidlertid havde "Øresund" under en jagt på kejserens portugisiske fjender lidt skibbrud ved Indiens sydøstkyst, Coromandelkysten, og her, ved det lille udsted Tarangambadi (dansk: Tranquebar eller Trankebar, navnet betyder "byen ved brændingen") overlod den stedlige fyrste af Tanjore danskerne et mindre landområde, bekræftet ved en traktat af 19. november 1620. Det skulle blive den første spæde start på det danske asiatiske kolonivælde. I foråret 1622 nåede Ove Gjedde tilbage til Danmark med en ladning peber, men resultatet af ekspeditionen levede ikke op til de hjemlige forventninger, og tilslutningen til handelskompagniet svandt ind. Christian 4. ville imidlertid ikke opgive planerne, men måtte indskyde 250.000 daler, og i 1624 nåede de kongelige indvesteringer i kompagniet 309.000 daler. Men handelskompagniet gav ikke det forventede udbytte, af i alt 18 udsendte skibe vendte kun 7 tilbage til Danmark med ladninger af peber og krydderier, som ikke kunne dække omkostningerne. Et kongeligt ønske om forbud mod indførsel af ostindiske varer blev modarbejdet af rigsrådet.

Trankebar

Læs uddybende artikel Trankebar

I Trankebar opførtes et fort, Dansborg, i begyndelsen med hollandske kommandanter. Først i 1648 fik Dansborg en dansk kommandant efter et mytteri i garnisonen. Det skulle vise sig, at Trankebar lå godt for handel på Coramandelkysten, og kommandanten Berent Pessart drev en livlig handel, der imidlertid til sidst truede ham med gældsfængsel. I 1643 nåede en ny kommandant, Willem Leyel, frem men kunne først indtage sin post efter en regulær belejring af fortet, og kastede sig i 1646 ud i dels at ombygge to af Dansborgs fire hjørnebastioner, dels at genoprette den danske kredit langs handelens ruter. Derved kom han i modsætningsforhold til Dansborgs garnison, der afsatte ham. Lederen af mytteriet, Poul Hansen Korsør, overtog kommandantposten men døde i 1655 og efterfulgtes af fæstningens konstabel, Eskild Andersen Kongsbakke. Nayaken af Tanjore forsøgte at afpresse penge af danskerne, og Trankebars indiske befolkning søgte ly i fæstningen, der formåede at holde nayakens tropper borte. Også krige med mogulens nawab i Bengalen stod man igennem. Omkring 1660 lod Eskild Andersen opføre en mur rundt om byen til dennes bedre beskyttelse.

Vel beliggende for handel fra Coromandelkysten sydover til Ceylon og østover til Bantam ved Sundastrædet, Japara på Java og Macasser på Celebes udvikledes en søfart, der eksporterede indiske bomuldstøjer og hjembragte til Trankebar nelliker, krydderier, tin, kobber og guld. Denne handel fremmedes af, at danskerne var neutrale i de indbyrdes stridigheder mellem hollændere og portugisere, som derfor lod deres handel ske under dansk flag. Og således levede kolonien i 29 år uden at se et eneste skib fra Danmark. Først den 31. maj 1669 nåede den danske fregat "Færø" til Trankebar. Under Frederik 3. havde man uden held forsøgt at sælge kolonien, men i stedet havde man fået en lille handelskoloni, som havde udviklet handelsforbindelser østover og erfaringer i at gøre handel i Ostindien, som skulle komme til nytte, da man i 1730 indledte et nyt handelsfremstød ved oprettelsen af Asiatisk Kompagni.

Kilder

Serampore

Læs uddybende artikel Frederiksnagore

I 1755 blev landsbyen Serampore overdraget til Danmark og senere også landsbyerne Achne og Pirapur. Disse ligger ca. 25 km nord for Kolkata (dengang Calcutta). Her blev i 1829 etableret et dansk universitet, som fungerer endnu i dag. Der findes flere lignende kolonier, de såkaldte bengalske loger, som blev anvendt til handel med meget svingende udbytte.

Afviklingen af kolonierne i Asien

Alle de danske koloniale besiddelser i Indien blev solgt og overgivet til Indiens herskende koloniherre, Storbritannien, den 7. november 1845, mens man beholdte ø-gruppen Nicobarerne, som også gik under det danske navn Frederiksøerne.

Nicobarerne

Læs uddybende artikel Nicobarerne

Op til d. 16. oktober 1869 havde danskerne beholdt rettighederne til ø-gruppen Nicobarerne. Her forsøgte man på flere koloniseringsforsøg. Disse gentagne forsøg mislykkede, bl.a. som følge af befolkningens modstand og af udbrud af malaria. Dette førte at rettighederne til øerne blev solgt til Storbritannien.

Dansk Vestindiske øer

Læs uddybende artikel Dansk Vestindien

Danmark erhvervede en ø i Caribien ved navn Sankt Thomas i 1671, Sankt Jan (i dag Saint John) i 1718, og i 1733 købte Danmark Sankt Croix af Frankrig. Øerne blev en blomstrende forretning for Danmark, især på grund af den meget givtige sukkerproduktion. I 1848 blev slaveriet ophævet. Øerne løb efterhånden ind i en økonomisk krise, især på grund af faldende sukkerpriser. Allerede i 1867 var der sonderinger, med henblik på at få øerne solgt. Det lykkedes først i 1917, da USA købte de tre øer for 25 millioner dollars. USA ville bruge øerne til flådebase og anerkendte Danmarks krav på Grønland, der tidligere var et stridspunkt mellem landene. Desuden skulle USA også hjælpe Danmark med at få Sønderjylland tilbage efter 1. verdenskrig.

Afrika

Læs uddybende artikel Den danske Guldkyst

I Afrika købte man forskellige handelsområder, og der oprettedes mindst tre handelsstationer og et fort på Guldkysten, nærmere bestemt Ghana. De tre handelsstationer blev kaldt for Fort Frederiksborg (Kpompo), Fort Christiansborg, (ved Accra i 1661) og Frederiksberg. Men der var også tale om 4 andre forter. Fort Prinsensten oprettet i 1784, Fort Augustaborg fra 1787, Fort Fredensborg og Fort Kongensten, flere af disse er i dag ruiner. Af disse 7 forter eksisterer kun Fort Christiansborg, som også er den ghanesiske præsidents bolig i Ghana. Danskerne prøvede at lave plantager i Fredriksborg, men det mislykkedes. Dog prøvede de mægtige afrikanske høvdinger at fjerne de europæiske forter langs hele Guldkysten. Fort Christansborg blev fra 1685 hovedkvarteret for danske interesser i Afrika og afskibningen af slaver til de Dansk Vestindiske Øer. I 1807 var de afrikanske handelspartnere underkuet af Ashantistammen, og i 1807 var de danske handelsstationer forladt. Danmark solgte sine forter ved Guldkysten til Storbritannien i 1850.

Henvisninger

Denne artikel er kopieret fra wikipedia, hjælp DIS-Wiki med at tilrette den'